Team Capinordic
Sponsorer
Presse
PH Cycling
Fanzone
Capinordic
Kontakt
Links
Udstyr
Ryttere
Nyheder
Kalender
Resultater
Holdet bag




Martin Pedersen viste endnu engang at han nærmer sig topformen, da han på første etape af det franske etapeløb Les 3 Jours de Vaucluse (2.2) kørte i mål på en tredjeplads.

Allerede efter 25 kilometers kørsel kommer 12 ryttere af sted og der i blandt sad både Rasmus Guldhammer og Martin Pedersen fra Team Capinordic men også tre ryttere fra Agritubel. Desværre falder Guldhammer fra på et tidspunkt grundet mekanisk uheld.

"Vi arbejder godt sammen og får opbygget et pænt hul til feltet. Med 50-55 kilometer til mål var der endnu en hård stigning og der angriber Maxime Bouet og David Le Lay begge fra Agritubel. Jeg sad egentlig med overskud og kunne godt være gået med, men jeg følte, at gruppen arbejdede godt sammen og det var for langt til mål. Desværre måtte jeg på toppen af stigningen konstatere, at flere af rytterne var gået fuldstændig kolde, så jeg kom til at arbejde rigtig meget ind mod mål, så det var en fejlvurdering fra min side," forklarede Martin Pedersen efter etapen.

Med 10 kilometer til mål kom godt 30 ryttere, inklusiv Niki Østergaard, frem til Martin Pedersens gruppe. De var på det tidspunkt næste to minutter efter de to Agritubel ryttere i front. "Der blev med det samme angrebet og jeg kommer endnu engang med i den forreste gruppe blandt andet sammen med den franske mester og derfra bliver der kørt stærkt ind mod mål. Jeg kører derefter en god spurt og tager tredjepladsen. Et resultat jeg er godt tilfreds med, og nu vil jeg de to kommende etaper arbejde på at forsvare min placering i klassementet," tilføjede Martin Pedersen.

Både lørdag og søndag skal der køres to meget hårde etaper, så selvom Martin Pedersen lige nu er lidt over et minut efter Maxime Bouet og David Le Lay, har han ikke opgivet at avancere mere. "Alt kan stadigvæk ske, jeg føler mig i hvert fald i god form på nuværende tidspunkt," sluttede Martin Pedersen.


© Team Capinordic v/P.H. Cycling Denmark ApS
Paul Bergsøes Vej 47 - DK-2600 Glostrup - Cvr. 71030628 - T: +45 4327 0782 - F: +45 7020 3677