Team Capinordic
Sponsorer
Presse
PH Cycling
Fanzone
Capinordic
Kontakt
Links
Udstyr
Ryttere
Nyheder
Kalender
Resultater
Holdet bag




For tredje år i træk vandt Team Capinordics Jonas Aaen i dag de Jysk-Fynske mesterskaber i Bogense, men eftersom Team Capinordic er registreret på Sjælland, så kan Aaen ikke kalde sig Jysk-Fynsk mester. Den ære tilfalder i stedet dagens toer Michael Berling fra Glud & Marstrand Horsens.

Det kunne dog på ingen måde tage glæden fra Jonas Aaen. ”Det var en perfekt sejr, og det gik jo som det plejer at gøre for mig her i Bogense,” kom det med et lille smil fra Jonas Aaen efter løbet.

Rytterne i dag skulle køre 1½ time på en 1200 meter lang rundstrækning, hvorefter der blev afsluttet med ti omgange. Efter en benhård start de første 45 minutter, hvor der blev stukket i højre og venstre side, kom det afgørende udbrud af sted efter 50 minutters hård kørsel.

”Vi var kun fem ryttere til start i dag, men alle virkede rigtig skarpe, og vi var med i alle fremstød. Dermed slap vi også for at ligge og jagte i feltet for at lukke huller. Efter 50 minutters kørsel kommer vi 12 mand af sted, hvor både Rasmus Guldhammer og jeg sad med. Ti minutter senere bliver gruppen delt i to, og jeg sidder med i den forreste på fem ryttere, hvor også Michael Berling, Nicolaj Olesen (Team Concordia), Jacob Kodrup (Team Energi Fyn) og yderligere en Glud & Marstrand Horsens rytter sad med. De syv andre blev senere indhentet af feltet, mens vi arbejdede rigtig godt sammen, så vi faktisk indhentede feltet inden de 10 afgørende omgange,” forklarede Jonas Aaen.

”Jeg prøvede at angribe et par gange, da jeg gerne ville af med den anden af Glud & Marstrand rytterne og det lykkedes også. Dermed var vi fire ryttere der skulle ind og køre om sejren. Det var meget tæt mellem Berling og jeg, men på de sidste meter fik jeg trukket fra ham,” tilføjede Jonas Aaen.

I morgen tager Jonas Aaen til Frankrig sammen med Team Capinordic holdet, hvor han fra torsdag til søndag skal køre etapeløbet Boucles de la Mayenne.


© Team Capinordic v/P.H. Cycling Denmark ApS
Paul Bergsøes Vej 47 - DK-2600 Glostrup - Cvr. 71030628 - T: +45 4327 0782 - F: +45 7020 3677