Team Capinordic
Sponsorer
Presse
PH Cycling
Fanzone
Capinordic
Kontakt
Links
Udstyr
Ryttere
Nyheder
Kalender
Resultater
Holdet bag




Søndagens 171 kilometer lange Post Cup afdeling i Lyngby blev kørt på en del af den rute som der i 2011 skal køres VM på. Team Capinordic havde inden løbet Morten Høberg i den gule førertrøje, men det var andre af holdets ryttere, som var med helt fremme til at køre om sejren.

Med godt 50 kilometer til mål sad der i frontgruppen 22 ryttere og heraf fem, Jonas Aaen, Rasmus Guldhammer, Troels Vinther, Thomas Guldhammer og Daniel Kreutzfeldt, fra Team Capinordic.

Inde på de afsluttende fem små omgange af syv kilometer begyndte holdet at angribe i højre og venstre side, og efter at Rasmus Guldhammer havde ligget alene fremme i nogle kilometer, fik han selskab af Frank Høj fra Team Saxo Bank. Duoen blev dog indhentet igen, og dermed var der lagt op til en spurt i den store frontgruppe.

”Jeg følte, at jeg var klar til spurten, men med 1000 meter tilbage bliver der angrebet, og tre ryttere kører væk inklusiv Rasmus Guldhammer. Det var egentlig okay, da han er rigtig hurtig. Desværre knækker hans kæde med 500 meter til mål, da han skal til og træde til, hvilket betyder at han styrter. Jeg åbner så spurten og når at hente Jacob Kollerup, men kan desværre ikke nå frem til Michael Larsen, og må derfor nøjes med en andenplads,” forklarede Jonas Aaen efter løbet.

Også Thomas Guldhammer var med fremme i spurten og fik en femteplads, alligevel var Jonas Aaen ikke helt tilfreds med udbyttet. ”Jeg syntes, at vi kører et rigtig godt løb i dag. Vi var godt repræsenteret fremme i det afgørende udbrud og var i høj grad med til at præge løbet. Vi fik bare ikke sejren, så vi er ikke tilfredse.” slutter Jonas Aaen.

Næste løb for Team Capinordic bliver UCI løbet Tour de Slovaquie fra den 2. til den 6. september.


© Team Capinordic v/P.H. Cycling Denmark ApS
Paul Bergsøes Vej 47 - DK-2600 Glostrup - Cvr. 71030628 - T: +45 4327 0782 - F: +45 7020 3677